Her kommer en række beskrivelser af naturområder i Lemvig.

Gjellerodde

Gjellerodde er et stort naturområde, hvilket betyder at det nyder beskyttelse af §3 i naturbeskyttelsesloven. Området forvaltes af Lemvig Kommune. Planetstien passerer igennem området.

Klosterheden

Klosterheden og Kronheden Plantager er det største naturområde i Lemvig Kommune på 6.400 ha og det tredjestørste samlede skovareal i Danmark. De 2 plantager er plantet på en hedeslette dannet af grus og sand fra hhv. Lemvig og Struer tunneldalsfloderne og administreres under NST Vestjylland. Da de første bønder rykkede ind på arealet omkring 4000 år f. kr. udnyttede de ved simple metoder den lette jord og udpinte jorden, så den efter bronzealderen blev overtaget af hedens planter. I middelalderen tilhørte den østlige del Gudumkloster, derfor navnet Klosterheden og den vestlige del Kronen – Kronheden. I de følgende århundreder indtil 1874 blev hederne brugt til ekstensivt landbrug og græsning. Men i 1896 var ikke mindre end 6.176 ha tilplantet med fortrinsvis nåletræer. Den oprindelige hede var nu reduceret til under 250 ha., men efter en kæmpe skovbrand i 1968 blev yderligere 100 ha til ny hede.

Arealerne langs bl.a. Flynder å, der løber igennem den centrale del af skoven og de tilgrænsende hedeområder udgør i dag Natura 2000 område nr. 224. Udpegningen bygger på bl.a. 15 habitattyper samt odderen og bæklampretten. Åen huser også en stor bestand af bækørreder. Møllesøen og 17 ha eng m.m. blev i 1984 fredet på foranledning af Danmarks Naturfredningsforening for bl.a. at genskabe søen og sikre et større engareal. I 1999 blev bæveren reintroduceret med 6 bæverfamilier på i alt 18 dyr. De har nu spredt sig og er vokset til over 175 i 2016, så mange steder kan man se deres dæmningsbyggerier, boliger og deres fantastiske evne til at skabe mere biodiversitet i de opstemmede vandløb.

Skoven rummer også en stor kron-vildtbestand på mere end 400 stk. og et utal af rådyr. I september høres kronvildthannernes brunstbrøl overalt om natten. De oprindelige nåletræsbeplantninger er løbende ved at blive forandret fra effektiv, økonomisk skovdrift til mere naturskov med løvtræsbeplantninger ind imellem og en brugervenlig skov med mange stiforløb for både gående, løbere, mountainbikere og ryttere. 2 skovlegepladser, shelters, telt- og grillpladser m.m. Skoven er en stor del af året et eldorado for svampeplukkere. Men skoven er også så stor, at der er mulighed for at opleve den store stilhed og ”skovensomhed”.

Harboøre Tange

Harboøre Tange har sin helt egen natur med klitter, strandenge og lavvandede søer. Det hele er et spændende og vigtigt fuglereservat.