Stafetten kommer til Nissum Fjord 28. august 14-16.00
Lad os redde vores fælles Nissum fjord!Af Kristian Tikjøb Olsen, Formand for DN Lemvig
Grumset vand, fedtemøg og døde fisk. Det er næppe gået manges næse forbi, at de indre farvande i Danmark har det skidt. I år er fedtemøget mange steder kommet tidligere end nogensinde før.
I Limfjorden så to undervandsfotografer sidste år to fisk på 60 timers optagelser. I Vejle fjord registrerede biologer én fisk på 70 timers videooptagelser.
Det samme billede tegner sig her hos os ved Nissum fjord. Vandet er uklart. Bunden er ikke til at få øje på gennem det grumsede dynd. Ålegræsset er væk, og mange lystfiskere beretter om livløshed under overfladen.
I 2017 blev der i samarbejde med DTU Aqua v. Søren Berg og en række frivillige fiskere omkring fjorden igangsat et måleprogram med frivillige fiskerhold der blev opdelt over Fjorden. Nedslående resultater over 5 års fiskemålinger på bl.a. helt, skrubber og sild.
Det er uendelig trist. Mange af os, der bor tæt på fjordene, gør det netop, fordi vi elsker naturen og havet. Når den blå natur dør, så dør også en del af skønheden og herligheden ved at bo her.
Det gode, midt i alt det dårlige, er, at vi ved, hvad behandlingen er. For videnskaben er soleklar: Den massive udledning af bl.a. kvælstof fra landbrugets marker, der i årevis har løbet i åerne og dermed forurenet fjordene, skal ned, men slusepraksis og andre forhold skal også aktiveres.
Men vi har også travlt, for vi har forpligtiget os til i henhold til EU´s vandrammedirektiv senest i 2027 at have god økologisk tilstand i alle vores vandløb og fjorde.
Den grønne trepart lavede før sommer en aftale, som endelig sætter en retning for at reducere den kvælstofforurening, der længe har kvalt livet i fjordene. Det skal ske gennem bl.a. et massivt udtag af de mest forurenende landbrugsjorder.
Men ét er at indgå en aftale, noget andet er at realisere den. Det er en kæmpe opgave, som kræver et stort engagement fra regering, myndigheder, kommuner, lodsejere, landboforeninger og civilsamfund. Kommunerne får nu ansvaret for at det lykkes.
Derfor samler vi i Danmarks Naturfredningsforening nu danskerne langs fjordene med den landsdækkende fjord-stafet ” 30 fjorde 30 dage”. Vi vil dykke, ro, sejle og svømme gennem 30 fjorde og frem til Christiansborg d. 20.sept., for at sende det fælles budskab om, at det grønne og blå civilsamfund er klar til at handle.
Alle kan være med og bakke op ved at møde op i Thorsminde onsdag d. 28. aug. kl. 14 i Naturparkcentret, når stafetten kommer hertil. Her vil fisker Kurt Madsen og forsker Søren Berg, DTU Aqua berette om fjordens tilstand og Karsten Filsø som repræsentant for Holstebro Kommune fortælle om den politiske proces.
Mød op og støt stafetten.